AFSKEDIGELSE AF MEDARBEJDERE

Få overblik

Følg guiden neden for og få overblik over, i hvilke situationer du skal være særligt opmærksom på Lov om forbud mod forskelsbehandling og kravet om rimelig tilpasning. Du kan finde yderligere oplysninger i materialets ”Hvis du vil vide mere”.


Hvad nu hvis

Du skal afskedige en medarbejder, og du er ikke bekendt med, at vedkommende har et handicap.

Du skal være opmærksom på

Du er som arbejdsgiver kun forpligtet til at lave rimelig tilpasning, hvis du ved eller burde vide, at medarbejderen har et handicap.


Hvad nu hvis

Du skal afskedige en medarbejder, som du ved har et handicap

Du skal være opmærksom på

Du må ikke forskelsbehandle på grund af handicap i forbindelse med afskedigelse. En afskedigelse skal altid ske på et sagligt grundlag, fx nedskæringer på virksomheden. Men hvis afskedigelsen ikke er begrundet i fx nedskæringer, skal du undersøge, om der kan laves rimelig tilpasning. Kontakt jobcentret for at høre, om de handicapkompenserende ordninger kan bidrage til løsningen.


Hvad nu hvis

Du skal afskedige en medarbejder på grund af sygefravær, og du ved, at vedkommende har et handicap.

Du skal være opmærksom på

Du må ikke forskelsbehandle på grund af handicap i forbindelse med afskedigelse. Hvis sygefraværet skyldes handicappet, skal du undersøge mulighederne for rimelig tilpasning før afskedigelse. Kontakt jobcentret for at høre, om de handicapkompenserende ordninger kan bidrage til løsningen.

Hvis 120 dages reglen fremgår af ansættelseskontrakten, skal du være særlig opmærksom på, om sygedagene skyldes manglende rimelig tilpasning. Hvis det er tilfældet tæller disse sygedage ikke med i de 120 sygedage. 120-dages reglen gælder ikke offentlige arbejdsgivere.


Hvad nu hvis

Du skal afskedige en medarbejder på grund af sygefravær. Personen er ansat i fleksjob.

Du skal være opmærksom på

Når der er tale om fleksjob, kan der være tale om et handicap, som betyder, at vedkommende er beskyttet af Lov om forbud mod forskelsbehandling. Du må ikke forskelsbehandle på grund af handicap i forbindelse med afskedigelse. Hvis der er tale om sygefravær, som skyldes handicappet, skal du undersøge mulighederne for rimelig tilpasning før afskedigelse. Kontakt jobcentret for at høre, om de handicapkompenserende ordninger kan bidrage til løsningen.